Smilet
Michael Kvium
Der lige foran mig, er det.
Dette åbne ansigt.
Det smiler fra evigheden med en ærlighed jeg ikke vil kendes ved.
Jeg ser den indadvendte næse der lugter død.
I de store sorte øjne, ser jeg den intethed jeg var før
og skal opsluges af igen.
Jeg ser på skallen der har båret tanken og drømmen,
som nu flyver frit i vinden.
Jeg mærker vinden blæse væk fra mig.
Jeg ser de små huller, hvor nerverne har vandret.
Nervøst båret smerte og nydelse fra kroppens dyr.
Jeg ser hullerne, hvor sanseindtryk samlede et jeg,
det jeg, der for altid er borte for andet end mindet.
Det minde, der flyver med tanken og drømmen mod glemslens ikkeland.
Jeg mærker vinden blæse væk fra mig.
Jeg ser, at også smilet en nat vil opsluges af mørket.
Og ærligheden vil ligegyldigt flyde ind i intet.
Det intet ingen vil se.
Det intet religioner er skabt for at undgå.
Det intet der behændigt lister væk fra alting.
Jeg ser i det ansigt i de sorteste øjne et uendeligt mørke,
der tidløst skjuler den enkle sandhed om lyset.
Det lys vi et øjeblik er forundt.
Det øjeblik, der åbenbarer vores uendelige dumhed.
Jeg mærker vinden blæse væk fra mig.